Samarbejder om genbrug

24. februar 2021

4500 gamle varmemålere får nyt liv gennem et samarbejde mellem Vejen Varmeværk og »Platformen«

Messing, printplade, ledninger, plast og batterier.

En række vidt forskellige ting, der ikke umiddelbart kan smides til genbrug uden at blive skilt ad og sorteret, og det er netop, hvad nogle af medarbejderne på »Platformen« i Vejen er i gang med.

Mere præcist handler det om 4500 varmemålere, der er blevet forældede og taget ud af brug hos Vejen Varmeværks forbrugere. Det store spørgsmål var så, hvad der skulle ske med målerne.

- Vi fandt ud af, at »Platformen« gerne ville have dem og skille dem ad, fortæller driftschef ved Vejen Varmeværk, Flemming Mortensen.

For varmeværket kunne det ikke gå selv at starte det store arbejde med at skille det ad, men hos kommunens socialpædagogiske center er der glæde over muligheden.

- Det her er et rigtig godt projekt for vores folk, hvor 2-3 af dem er i gang med arbejdet, og samarbejdet med varmeværket fungerer rigtig godt, noterer Karsten Fall Nielsen fra »Platformen«.

Genbrugsprojektet er noget, der giver mening hos medarbejderne, der skal gøres klar til at komme ud på arbejdsmarkedet eller alene kommer for at få noget beskæftigelse.

Nu bliver de gamle varmemålere skilt ad og bliver solgt til genbrug til glæde for både giver og modtager.

Flemming Mortensen og Karsten Fall Nielsen glæder sig over samarbejdet, der handler om genbrug af delene i 4500 varmemålere.
På »Platformen« er medarbejderne godt i gang med at skille de gamle varmemålere i en række forskellige dele.
De gamle målere indeholder bl.a. messing.