Nyt navn, samme stærke fundament – Vejen Varmeværk bliver til Varmega

Nyt navn, samme stærke fundament – Vejen Varmeværk bliver til Varmega

31. maj 2025

Kunderne har sagt ja: Navneskiftet er godkendt og lanceres til efteråret i forbindelse med indflytningen i ny administrationsbygning.

Efter en ekstraordinær generalforsamling er det nu officielt: Vejen Varmeværk skifter navn til Varmega. Navneskiftet er godkendt af kunderne og markerer et vigtigt skridt i værkets fortsatte udvikling.

“Det nye navn tages i brug i efteråret 2025 i forbindelse med indflytningen i vores nye administrationsbygning – en bygning vi glæder os meget til at tage i brug, så vi igen kan tilbyde de ansatte nogle gode arbejdsforhold. Byggeriet følger forøvrigt både tidsplan og budget. Timingen af navneskiftet er valgt med omtanke, da vi i forvejen skal have ny skiltning i forbindelse med indflytningen. Samtidig ønsker vi at udnytte vores eksisterende materialer som brevpapir og kuverter med Vejen Varmeværks navn, så vi minimerer spild og sikrer en ansvarlig overgang til den nye visuelle identitet”, udtaler bestyrelsesforperson Suzette Nielsen.

Nyt navn, nye rammer – samme stærke værdier
“Man kan sige, at navneskiftet markerer en ny æra for Vejen Varmeværk, nu hvor der ikke længere kun leveres varme til husstande i Vejen. Vi mener også, at vi får et mere nutidigt udtryk, når vi sletter ordet varmeværk i virksomhedens navn,” siger Suzette Nielsen.

Vejen Varmeværk har gennem de senere år udvidet sit forsyningsområde, først til Askov – og senest er en udvidelse til Skodborg blevet besluttet. Den udvikling har skabt behov for en ny identitet, der rækker længere end bygrænsen og signalerer moderne energiforsyning med blik mod fremtiden.

Hvorfor Varmega?
Det nye navn, Varmega [som i øvrigt udtales Var-Mega], er inspireret af betegnelsen for varme på det internationale sprog esperanto. Det symboliserer ikke kun fysisk varme, men også centrale værdier som fællesskab, bæredygtighed og tilgængelighed – pejlemærker, der driver værket fremad.

Navneskiftet er en synlig del af virksomhedens ambition om at være med helt i front, når det gælder fremtidens varmeforsyning. Det kræver visioner, ansvarlighed og samarbejde – og det kræver, at både identitet og struktur understøtter den retning.

Mod en grønnere fremtid – sammen med kunderne
Varmega investerer løbende i en effektiv drift og klimavenlige løsninger, der gavner både miljøet og kunderne. Selvom navnet ændres, forbliver kerneværdierne uændrede: At sikre nem, billig og miljøvenlig fjernvarme – og at levere høj service og stabil drift.

“Vi er stolte over den opbakning, vi har fået til navneskiftet, og vi glæder os til at fortsætte udviklingen i vores nye rammer – som Varmega,” afslutter Suzette Nielsen.

 

#Varmega #GrønVarme #FremtidensFjernvarme

 

Yderligere information kan fåes ved kontakt til:

Bestyrelsesforperson Suzette Nielsen, suzette@prana-management.dk

Direktør Richard Sloth Nielsen, rsn@vejen-varme.dk