Fjernelse af prisloft på overskudsvarme

17. januar 2025

Gennembrud for den grønne omstilling: Fjernelse af prisloft på overskudsvarme

Danmark kan glæde sig over et nyt kapitel i den grønne omstilling. Fjernelsen af prisloftet på overskudsvarme er en betydelig sejr for industrivirksomheder med spildvarme og fjernvarmekunder over hele landet. Denne beslutning eliminerer en unødvendig dobbeltregulering og giver nu fjernvarmeselskaberne mulighed for at investere i overskudsvarmeprojekter.

Mange fjernvarmeselskaber er klar til at realisere en række projekter, forudsat at industrivirksomhederne også engagerer sig i at gøre Danmark endnu grønnere. Vores lands unikke position med et omfattende fjernvarmenet gør det muligt at nyttiggøre industriel spildvarme til fjernvarme i lokalområderne, hvilket vil fremskynde den grønne omstilling.

I Vejen Varmeværk har vi arbejdet med to konkrete overskudsvarmeprojekter, der hver især potentielt kan levere varme svarende til omkring 3.000 husstandes årlige varmeforbrug. Disse projekter kan vi nu finde frem og aktivt forfølge i samarbejde med industrivirksomhederne og Vejen Kommune.

Vejen Varmeværk har en unik geografisk placering kun 5 km fra et af Danmarks vigtigste knudepunkter i el-nettet, Revsing. I Revsing er der kort afstand til den fremtidige brintledning til Tyskland, hvilket har inspireret til planer om store PtX-anlæg i området. Realisering af disse planer vil muliggøre meget store mængder overskudsvarme, langt mere end Vejen Varmeværk alene kan nyttiggøre.

Industrivirksomheder har nu muligheden for at bidrage til en grønnere fremtid for Danmark. Med fjernelse af prisloftet kan vi sammen tage store skridt mod en mere bæredygtig og fremtidssikret energiforsyning, til gavn for både virksomhederne, fjernvarmekunderne og ikke mindst miljøet.

Ventetiden er blevet brugt konstruktivt på at udvide fjernvarmeforsyning i Vejen og Askov samt undersøge muligheden for at inkludere nærliggende områder. Aktuelt er ved at afslutte en kampagne på leveringen af fjernvarme til Skodborg, der omfatter ca. 600 husstande og lokale industrivirksomheder.

Fjernelse af prisloftet på overskudsvarme er et stort skridt i den strategiske retning for Vejen Varmeværk med at reducere forbruget af biomasse (træflis og halm) i varmeproduktionen, hvilket understøtter vores målsætning om en mere bæredygtig fremtid.

//